DCCG søger en repræsentant til DMCG.dk’s udvalg for senfølger.
Interesserede kan kontakte DCCG.dk formand Mads Klein inden 10. oktober hvorefter forretningsudvalget udpeger en repræsentant blandt de interesserede.
Se opslag nedenfor.
Som led i opfølgningen på Kræftplan V har DMCG.dk etableret Udvalg for Senfølgeindsatser. Udvalget skal bidrage til at styrke den nationale indsats på senfølgeområdet gennem tværfagligt samarbejde om blandt andet udvikling af nationale retningslinjer, videndeling, forskning og faglig sparring. Ambitionen er at understøtte en mere ensartet og evidensbaseret indsats for mennesker, der lever med senfølger efter kræftbehandling.
Udvalget er sammensat, så det repræsenterer de mange faglige og organisatoriske aktører på området, og vi er derfor glade for at kunne invitere jer til at udpege en repræsentant fra hver DMCG med interesse i senfølgeproblemstillinger (udpeget af den enkelte DMCG).
Vi håber, at I vil udpege en person med interesse for og gerne erfaring inden for senfølgeområdet, som kan bidrage aktivt til udvalgets arbejde. Medlemmer udpeges for en treårig periode med mulighed for genudpegning, og udvalget forventes som udgangspunkt at mødes mindst to gange årligt.
Det forventes, at arbejdsgiver afholder eventuelle udgifter forbundet med deltagelse i udvalget, herunder transportudgifter.
Første møde i udvalget afholdes virtuelt d. 30. november (nærmere information følger).
Kommissoriet for udvalget er vedhæftet til orientering.
På forhånd mange tak for jeres medvirken. Vi ser frem til et godt samarbejde.